top of page

Blå himmel og grønne planter

  • Forfatters billede: Michael Krarup Nielsen
    Michael Krarup Nielsen
  • 21. maj
  • 2 min læsning

Opdateret: 15. jul.

21. maj.


Stadig tørt og solrigt og megen tid går med at gå tur med vandkanden. Vi fik fik en næsten ubetydelig smule regn - tre en halv millimenter over to dage - d.17.-18. maj. Op til omkring tyve graders varme. Men nu siger vejrudsigten omslag til ti-femten grader og mange byger. Da det netop kun er byger, er det mildest talt usikkert, hvor meget regn, der vil komme. Det kan blive alt fra daglige skybrud til næsten ingenting.


Hvis bare det har fået vand, trives alting. Trods akklimatisering og mildt vejr gik mamelukærmerne lidt i stå, da de blev plantet ud, men de er ved at komme i god vækst igen. Alle planter overlevede udplantningen og ser sunde ud. Rødbederne spirede tæt under fiberdugen, og i går udtyndede jeg dem til fem-otte centimeter mellem planterne. Jeg beholder fiberdugen på indtil videre. Mange stauder og selvsåede sommerblomster blomstrer nu: storkenæb, pæon, knopurt, konval, prydløg, spejlæg (limnanthes douglasii), løgkarse, akeleje. Og resten er på vej.


Jeg gav praktisk talt hele haven gødning i sidste uge. Jeg tømte sækken med gødning og skal huske at købe ny gødning inden næste omgang omkring Sankt Hans ... jeg gøder med organisk gødning omkring hver sjette uge fra engang i maj til engang i august. Det er lidt afhængigt af forårsvejret, hvornår gødningssæsonen starter.


Græsplænen bliver hurtigt mere tæt, og jeg begynder at kunne færdes på den. Kun inden for en meter eller to fra de kraftige jordskokker går det langsommere for græsset; jordskokkerne suger simpelthen næsten alt vand og næring ud af jorden. Men selv her skal græsset nok få fodfæste.


Sen eftermiddag i vinmarken ude i den efterhånden ganske fine græsplæne
Sen eftermiddag i vinmarken ude i den efterhånden ganske fine græsplæne.

Vinplanterne kommer også fint. Her den første sommer får de bare lov at etablere sig uden kraftig beskæring eller rigid opbinding. Fagfolkene skriver, at man bør fjerne alle tilløb til drueklaser første år for at få planterne til at bruge al energi på at vokse. Men det nænner jeg nok ikke. Nogle druer vil jeg i hvert fald gerne se modne.

Kommentarer


bottom of page