Græsset grønnes
- Michael Krarup Nielsen
- 26. apr.
- 2 min læsning
Opdateret: 9. jun.
26. april.
De sidste to uger har budt på lunt vejr og en smule regn af og til. Ikke ret meget regn, men nok til at jeg næsten ikke har behøvet at vande den nysåede græsplæne. Græsfrøene spirede ni dage efter såning, og ser man ud over plænen fra en tilstrækkelig lav vinkel, er den allerede ret grøn. Måske indenfor en uges tid kan jeg forsigtigt slå plænen første gang. Så kan jeg på den måde få bekæmpet det ukrudt, der kommer - næsten - lige så hurtigt som græsset. Mange steder er det mængder af ærenpris. Nogle steder er det jordskokker, der sender udløbere ud gennem plænen. Et sted, hvor der stod nogle kartoffelplanter sidste år, kommer der nye skud fra de uhøstede kartofler, og i et andet område kommer der en del morgenfruer op. Alt sammen noget, der bør tabe til græsset, når jeg først begynder at slå det. Indtil da luger jeg det værste af det, jeg kan nå fra stierne, så græsset ikke skygges for meget.

De planter, der står isoleret ude i plænen, eksempelvis rabarber, hindbær og ribs, er også ved at få et solidt bunddække af ukrudt, men så længe jeg ikke kan færdes på plænen, må det for det meste vente. Om en god måneds tid, måske, kan græsset holde til at blive arbejdet fra.
Spiseløgene er ved at komme op, og vinstokkene er ved at springe ud. Mamelukærmerne står i skurets vindue og vokser, og på lune dage tager jeg dem udenfor et par timer, så de kan akklimatisere sig. Kirsebærtræet blomstrer nu, mens tulipaner og påskeliljer så småt er ved at afblomstre.
Vejrudsigten tyder på, at vi går ind i en køligere periode snart. Jeg har ikke sået eller udplantet noget varmekrævende endnu, så det er fint nok.



Kommentarer