Får vi ikke snart noget regn?
- Michael Krarup Nielsen
- 4. apr.
- 2 min læsning
Opdateret: 6. maj
4. april.
Stadig næsten ingen regn, og nu er det altså snart ved at være irriterende. Vi fik fire millimeter for fem dage siden, men det forslog ingen steder. Engang imellem siger vejrudsigten, at der vil komme regn om ti dage. Næste dag er den regn så aflyst igen.

Vejret er ellers rimeligt lunt med ti-femten grader om dagen, nogle dage lidt mere, nogle dage lidt mindre. Generelt Ingen nattefrost, men enkelte nætter kan det stadig være tæt på frysepunktet.
Jeg har fået spændt bindetråd ud i vin-espaliererne, og 1. april plantede jeg fire vinstokke: to med blå druer ("Rondo") og to med grønne druer ("Solaris"). Begge sorter kan bruges både som spisedruer og til vinfremstilling, hvis jeg skulle få mod på det.
Jeg har også fået købt græsfrø og er ved at planere områderne, hvor der skal være græsplæne. Større ujævnheder er jævnet ud med skovl og trillebør, og mindre udjævnes efterhånden ved hver dag at rive jorden med en bred rive, eventuelt vendt på hovedet hvor jorden er mere ujævn. Frem og tilbage og så forfra igen. Et støvende arbejde! En del sten - faktisk mest udbrændte koks og skår af glas og porcelæn - får jeg også revet sammen på den måde. Ukrudt er der ikke så meget af i disse åbne områder; skvalderkålen har jeg næsten fået has på dér, og frøukrudtet, hovedsagelig ærenpris, hæmmes af den tørre jord og er iøvrigt ret nemt at fjerne.

Men så længe der ikke er regn på vej, vil jeg helst ikke så græs. Foreningens ordensbestemmelser forbyder vanding af græsplæner, og selv om jeg muligvis kan komme uden om det ved at argumentere for, at der jo ikke bliver nogen græsplæne, hvis jeg ikke vander, er jeg stadig helst fri for arbejdet. Men fortsætter tørken, vil utålmodigheden før eller siden vinde over dovenskaben, og så vil jeg så græsset.
Jeg har også købt stikløg til spiseløg, men jeg venter med at plante dem ud, til nætterne bliver lidt lunere. Måske sætter jeg lidt kartofler. Og som sædvanlig vil jeg så rødbeder til maj. I år har jeg købt fiberdug til at lægge over rødbederne, så fuglene forhåbentlig ikke spiser dem.
Comments