top of page

Ubuden gæst

  • Forfatters billede: Michael Krarup Nielsen
    Michael Krarup Nielsen
  • 11. mar.
  • 2 min læsning

Opdateret: 13. apr.

11. marts.


Marts startede mildt, og i perioden 6.-10. marts blev det ligefrem varmt med ti-femten grader om eftermiddagen, svag vind og solskin. Så det føltes som maj. Fra i dag er det mere normale marts-temperaturer igen, og vejrudsigten siger for den nærmeste tid højst fem-seks grader om dagen og nattefrost. Men stadig kun små mængder regn. Således kom første regn i marts først i dag, og kun ganske lidt.


Forårsløg flyttet fra køkkenhaven
Forårsløg flyttet fra køkkenhaven, her på en af de varme marts-dage.

Det varme vejr har sat forårsløgene i gang for alvor. Mange af løgplanterne kom op, hvor jeg skal have køkkenhave, så dem har jeg så vidt muligt flyttet til det runde bed midt i haven. Marts er ikke den ideelle tid at flytte forårsløg på, men jeg prøver at få så meget jord omkring løgene som muligt med, så forhåbentlig klarer de fleste det.


Skvalderkålen kommer også frem rigtig mange steder nu. De steder, hvor jeg gravede jorden i efteråret, fik jeg de fleste rødder væk, og de relativt få skud, der kommer, er nemme at fjerne - med tilhørende rødder. Det er værre mellem buske og stauder. Her er jeg nødt til at prioritere, og nogle steder driver jeg intensiv bekæmpning ved at grave alle fundne rødder væk, forhåbentlig uden at skade de andre planter alt for meget, mens jeg andre steder må nøjes med at fjerne bladene efterhånden som de kommer frem, så jeg i det mindste svækker skvalderkålens evne til at brede sig, indtil jeg senere får tid at gøre mere ved den på de steder. Endelig er der isolerede steder som bag huset, hvor jeg ikke gør så meget ved den, i år i hvert fald.


En ræv holder til i haveforeningen. Mange har set den ligge og sole sig i forskellige haver, og desværre har den udset sig mit skur som et godt sted at grave sin rævegrav under. Hver dag, jeg kommer i haven, fylder jeg jorden tilbage under skuret og stopper afklippede grene og hvad jeg ellers kan finde med ned i hullet. Og hver nat graver ræven det hele op igen eller finder en nyt sted at grave ind. Så lige nu er det en kamp på viljestyrke, og åbenbart er vi begge to temmelig stædige. Jeg har læst et sted, at lugten fra urinalkugler skulle kunne holde ræve væk, så nu har jeg købt en spandfuld urinalkugler, og jeg vil lægge en håndfuld af dem under skuret i morgen. Måske virker det!

Kommentarer


bottom of page